top of page

Kom godt i gang med hobbyen

Det kræver lidt forarbejde at komme i gang med at gå med sin nye metaldetektor. Du får de mest vigtige info her omkring hvad du skal være obs på før du begynder.

Finde lokationen // Det basale

 

Når du har afprøvet din metaldetektor i baghaven skal du ud i verden. Det kræver lidt fodarbejde fra din side, så du ikke overtræder loven.

Det nemmeste er via Google Earth at finde stedet. Derefter går du ind på Fund og Fortidsminder for at checke at der ikke er fredet på det område du vil gå på. Hvis "kysten er klar" er det tid til at finde frem til hvem der ejer jorden. Dette gøres på Danmarks Arealinformation hvor det er muligt at finde frem til matrikel nummer mv. Når dette er fundet skal du gå ind på OIS og søge på nummeret hvilket vil give dig lodsejerens informationer. Så er det op til dig at kontakte lodsejer og spørge om lov til at gå på jorden. Se eventuelt Brian Bechmanns video, som giver et godt billede hvordan man gør.

Det kan ske at det stykke jord du har fundet er ejet af kommunen, og så skal du kontakte Miljø & teknik i den pågældende kommune for din tilladelse.

Er jorden (skov mv) statsejet er det imidlertidig IKKE lovligt at gå med metaldetektor der. Se evt. Skov og Naturstyrelsens hjemmeside.

Stranden er også en mulighed. Specielt når markerne er utilgængelige. Det kan anbefaldes hvis man har børn med. Det kaster ganske godt af sig hvis man finder en strand hvor der er et ishus mv. hvor folk har mulighed for at bruge penge.

Mens du detekter // Moral, etik og oplysning.

Når du har fået din tilladelse af lodsejer er det en rigtig god ide at udvise respekt og god moral mens du detekter.

Det vil være en rigtig god ide at indsamle skrald du finder på turen og generelt efterlade stedet i bedre "stand" end da du startede. Dette giver et godt forhold til lodsejer, som så på den konto måske kan give dig mulighed for at finde andre lodsejere som er villige til at give deres tilladelse. Husk at positivt humør og god omgangstone er guld værd. Det kan samtidig være en god ide at give lodsejer en flaske god rødvin og mulighed for at se hvad du finder/har fundet på hans jord. Det kan gøres over en kop kaffe, og vil styrke din relation til lodsejer, og hvem ved. Måske kan han endda fortælle nogle gode historier omkring hans jord, som kan være til inspiration til næste tur i marken.

Det er dog stadig vigtigt at huske vi IKKE er skattejægere!

Der er lovgivning omkring hvilke genstande der SKAL indleveres til dit lokale museum og kan læses her. Er du i tvivl om et givent fund, kan du med rette oprette dig på et forum hvor der er rig mulighed for at spørge ind og få vejledning eller kontakte dit lokale museum.

En ting som er vigtigt, specielt hvis man finder danefæ, er at logge GPS koordinater, så det er muligt for museets arkæologer at finde frem til fundstedet igen. Det er næsten umuligt at finde det eksakte sted igen bare dagen efter uden brug af GPS!

Opførsel // Hvis man møder andre personer ​ 

Det kan være svært at vide om lodsejer har givet tilladelse til andre at gå på jorden. Så husk at spørge lodsejer omkring dette og tag gerne kontakt til den anden, så denne er opmærksom på at i detekter på samme jord. Det gør at du/i slipper for uoverensstemmelser og overraskelser. Plus det kan give en detekterkammerat i nærmiljøet.

Du kommer på et tidspunkt ud for, at du møder folk, som undrer sig over hvad du laver. Giv dig tid til en god snak og vis gerne dit udstyr/fund frem. Det giver et godt billede udaf til af os med denne hobby.

Opdateret: 16.09.15

bottom of page